M u n k e v æ s e n e t s   l y s e   S i d er.

"Naar det regner paa Præsten, drypper det paa Degnen," siger Ordsproget.
Da Reformationen lod en Lysflod af Sandhed falde paa Paven, for at Skyggerne ret kunde træde frem, blev hans Livvagt, Munkene heller ikke glemte. De bleve ret stillede frem, for at man kunde se, hvad disse fromme, kutteklædte Brødre vare for "Bylder paa Samfundets Legeme", for at det ret kunde falde i øjnene, hvilke herlige Drivhuse for Fraadseriets, Sandselighedens og i det Hele taget Ugudelighedens mangeformede og mangefarvede Paddehatte Klo­strenes veltillukte Borge vare, og hvor godt den fromhedstunge Luft bekom disse Vækster.

Men man saa ikke, at Skyggepartierne havde til­svarende Lyspartier, man saa ikke, eller vilde ikke se, den gavnlige Indflydelse disse afsluttede Kredse af Kirketjenere udøvede. Thi da Munkevæsnet var i sin Barndom, vare Munkene fromme Mænd, hvem Livet i Verden forekom at være altfor fattigt paa gudeligt Levnet og alt for rigt paa verdslig Syssel; derfor droge de bort til ensomme Steder for der under idelige Andagts- og Bodsøvelser, i Verden, at leve udenfor Verden. Man har kaldt dette Ensomhedsliv en Flugt for Verden, kaldet disse fromme Mænd fejge; men er Synden da kun tilstede som Handling? Og opvækkes onde Lyster lettere ved virkelig Beskuelse end ved Phantasiens? At disse have været virksomme selv hos de Frommeste viser sig i Anvendelsen af Bodsøvelser, thi Bodsøvelser er - Sandselighed. ­

  Men Boden og Pidsken kunde dog ikke opfylde et Menneskes Liv, derfor anvendte Munkene Tid paa andre Sysler. De afskreve gamle Haandskrifter,  skreve Bøger og gjorde sig mange Steder fortjente af Havedyrkningen.
                                                                     
                                                            Maj.     J. P. Jacobsen.     1865.