JPJ 4

De sidste år
  I januar måned 1881 søgte JPJ om 2000 kr. til et studieophold i København. Det var tredie gang, han henvendte
sig til ministeriet, de to første gange var endt uden resultat. En ven rådede ham til at søge fast digtergage. Ministeriet afslog hans ansøgning, men bevilligede ham en midlertidig understøttelse på 1000 kr. Senere fik JPJ alligevel en fast
digtergage, og fra april måned 1883 kunne han hæve 1000 kr. om året.
  I juni måned 1881 tog han til København og fik en lejlighed i Ny Adelgade 5. Her boede han både for højt og for
mørkt og måtte lukke sig alt for meget inde, fordi hans helbred ikke mere tillod ham at bevæge sig ret meget rundt.
Efterhånden blev han mere ensom og var rørende glad for ethvert besøg i den tarvelige lejlighed, kun udsmykket
med et maleri af Axel Helsted og udstyret med en chaiselong, et bord og en læsepult, gaver fra anonyme beundrere.
JPJ havde håbet, at han i København skulle komme til flere kræfter, men han blev i virkeligheden dag for dag mere
dårlig. Senere får han skrevet novellen "Pesten i Bergamo". I foråret 1882 skrev han den novelle, der skulle være
hans afsked med vennerne og med livet. "Fru Fønss" er blevet til for brevets skyld, afskedsbrevets skyld. På en
smuk forårsdag, den 12. Maj, fik han skrevet den døende fru Fønss afskedsbrev til sine børn, den dødsmærkede
digters farvel til dem, han holdt af.
  I april-maj måned 1884 fik han så skrevet sit sidste ufuldendte arbejde, novellen "Doktor Faust". JPJ var så syg,
at han hverken kunne spise eller sove. Så skrev han om døden.
I juni måned 1884 gav han op og rejste hjem til Thisted for her selv at lukke låget over sin kiste og dø i ensomhed
uden andres øjne på sig end sine nærmeste. Rejsen var besværlig, da det gjorde meget ondt.

Sidste tid i Thisted
  Han kom tilbage til sit barndomshjem efter en besværlig rejse over land, fordi han kom for sent til dampskibet.
Nogen tid forinden havde han nærmest i spøg sagt til en bekendt: "når de hører, jeg påny er rejst til Thisted, så ser
de mig ikke mere". Han fik sine møbler og bøger sendt over fra København og 2 værelser i stueetagen blev sat i stand til ham.

Thisted var for ham ensomhed, hvor tiden gik med læsning og med
drømme. I strandhaven på den anden side af vejen var der et muret
lysthus, hvorfra han kunne se udover havnen til "Morsø bakkers fine
melankolske linie". Her sad han ofte og iagttog lysvirkninger, farver
og former og lyttede til bølgernes skvulpen og regnens trommen.
Når vejret var godt lå han i hængekøjen og læste og læste, da det
var det eneste han kunne overkomme. Det var bl.a. mange engelske
guvernanteromaner. I længden kunne det ikke døve hans længsel
efter København og især vennerne der.

Han forstod til sidst "det store triste, at en sjæl er altid ene".

J. P. Jacobsens arbejdsværelse

I marts måned 1885 fik han væskeansamlinger i låret og kunne kun gå med meget besvær. Han kunne ikke tåle at
ligge ned og sov med hovedet støttet af armene på et bord.

Axel Helsteds radering
af J. P. Jacobsen 1885

  I 12 år var hans liv præget af sygdom, og den sidste tid svandt kræfterne gradvist. Det var en udbredt opfattelse,
at fritænkeren J. P. Jacobsen vendte sig til Jesus i sin sidste time. Det gjorde han ikke, iflg. et brev broderen skrev
efter hans død til vennen Vilhelm Møller. Brevet rummer en udførlig beskrivelse af J. P. Jacobsens sidste timer.
  Den 30. april 1885 stod han som sædvanlig op klokken halv ti. Moderen hjalp ham i tøjet og gjorde ham i stand.
Derefter gik han med flere hvil undervejs op på sit arbejdsværelse til sin chaiselong. Her kunne han ikke finde hvile
og sendte bud efter lægen, fordi han ikke kunne mærke sin puls. Lægen kunne konstatere, at pulsen var 84. Om
middagen blev der dækket op til ham på hans værelse. Han drak kun lidt sodavand og rystede på hovedet, da han
fik tilbudt en skefuld morfin. Derefter hjalp hans broder William ham over i en lænestol, så han kunne prøve at få
lidt søvn. Et øjeblik efter gjorde han tegn til, at han ville over på chaiselongen, hvor han dog heller ikke kunne finde
hvile. I løbet af dagen blev hans stemme svagere og svagere. På et tidspunkt bad han moren komme og køle hans
hoved med koldt vand. Så ville han have en bog, det var et fransk billedkatalog, han bladede lidt i det for at under-
søge, hvorvidt hans sanser endnu virkede. Han bad moren sætte sig på en stol ved siden af, så han kunne hvile sit
hoved mod hendes. Da de havde siddet sådan en halv times tid, bad han om et glas portvin. Så rejste han sig ved
egen hjælp og gik over gulvet til bordet, hvor han blev stående lidt og støttede sig, så satte han sig tungt ned i læne-
stolen. Her faldt hovedet straks tilbage med stivnet blik og åben mund. Han udåndede, mens moren holdt hans
hoved mellem sine hænder mod den høje bagbeklædning, og William sad med hans hånd i sin.
  Torsdag den 30. April 1885 klokken fem døde forfatteren Jens Peter Jacobsen i sit barndomshjem i Thisted.
Han nåede lige akkurat at blive 38 år gammel.

         De to ryttere der kom til Doktor Faust, var døden og kærligheden, hver på sin måde en livets tjener.
         Usynlige som de var, kastede ingen af dem skygge.

  For J. P. Jacobsen var der intet efter døden. Derfor kom døden til ham uden løfter og alene som en udfrielse.
Døden kom ikke i "en Høstnat vild og dunkel", som han i sin ungdom havde digtet om, men på den sidste dag i
april måned, mens der faldt en mild forårsregn - siddende i en lænestol.

( ... )
Nej, lad mig dø en Høstnat vild og dunkel,
Når Stormen farer hen over Hav og Land
Og hvirvler Løvet om i sære kredse
Og slynger Bølgen fraadende mod Strand,
Naar Skyer stævne frem i sælsom Flugt,
Og hver en Stjerne er paa Himlen slukt!
( ... )
1868

Begravelsen
Vejret var mildt og solrigt i Thisted lørdag den 9. Maj 1885. Allerede fra morgenstunden blev der fra de få skibe i
havnen og fra en del huse i byen flaget på halv stang. Klokken tolv samledes familie og venner for at tage den sidste afsked med J. P. Jacobsen i kapellet på Søndre Kirkegård i Thisted. Kapellet lå ret højt på en pynt ud imod fjorden
og man så udover Thisted Bredning til "Morsø Bakkers fine, melankolske Linie", "langeligt dragende i Baggrunden".

Hans krop blev sænket i forgængelighedens mørke på kirkegården, men hans navn kom til at lyse med tiltagende
styrke på litteraturens himmel.