JPJ 2

Kursustid
J. P. Jacobsen begyndte på Brødrene Dahls studenterkursus, som havde mange elever fra de byer, hvor der ikke
var latinskoler. Han blev indmeldt efter at kursusåret var startet og havde navnlig besvær med latinen. Det tog ham
fire år at blive student, og i den tid skete der en afgørende udvikling i den unge mand. Ikke at han forandrede sig.
Han udvikler sig, opdager sig som kønsvæsen, spekulerer over livsanskuelser og hjemmets vedtagne kristendom,
gennemgår en begavet ung mands normale pubertetskvaler, lidt stærkere og med mere specielle komplikationer
end de fleste. Men der sker ikke noget brud i hans udvikling. Årene er dog vigtige for forståelsen af den voksne
Jacobsen.
  Han er meget optaget af hvad der sker i byen. De nye damptog, sporvognene, det store kommunehospital og de
historiske hændelser omkring Frederik den VII´s død og krigen optager ham en del.
I det religiøse er han endnu traditionel og er "selvfølgelig" i kirke både i julen og i påsken.
Han forsømmer studiet. I tiden op til eksamen i maj måned 1864 laver han mange botanikbøger, skriver digte,
nogle komedier og prosaudkast og læser megen poesi. Han går på maleriudstillinger, tegner, maler og klipper
figurer til sin bror. Eksamen er jo først om to år, så han regner med at kunne læse det op.
  Det er næsten ufatteligt hvilken mængde litteratur han får læst i disse år.
16 år gammel kender han hele den klassiske danske litteratur. 18 år gammel har han læst J. W. Goethe, Friedrich
von Schiller og Wieland. 19 år gammel er det W. Shakespeare. 20 år gammel Søren Kierkegaard, A. W. Schack Staffeldt, Hans Egede Schack, Ludvig Feuerbach og Heinrich Heine.
Ludvig Feuerbach, tysk religionspsykolog, skiller sig ud fra det øvrige selskab. Han opfatter den religiøse forestil-
ling som en menneskelig ønskedrøm: det er ikke Gud, der har skabt mennesket, men omvendt mennesket som i
behovet for kærlighed og ubegrænset magt har fantaseret sig til et sådant fuldkomment væsen. Opgaven er da at
løse kærligheden fra den ønsketænkte Gud i den tomme himmel og vende den skabende og gavnende mod dens
udgangspunkt; mennesket og medmennesket på Jorden.
At JPJ har læst Ludvig Feuerbach hænger nok sammen med, at det er ved denne tid, hans religiøse overbevisning
modnes og vender sig bort fra enhver positiv religion. Nogen egentlig religiøs krise kan man ikke finde i hans skri-
verier. Bibelen læste han igennem to gange. Senere Lord Byron og Alfred Lord Tennyson og al den oldnordiske
litteratur der var oversat, foruden talrige eventyr- og sagnsamlinger. Han har også læst Henrik Ibsen. I dagbogen fra den 16. december 1867, skrev han: "Jeg har læst "Per Gynt" i denne tid. Lad den sætte sig".
Han dyrkede også kunsthistorie og var en flittig gæst på vore samlinger sammen med en kammerat Viggo Wölner, der var kunstner.
  I juni måned 1864 består han første del af artium hæderligt og er nu gymnasiast med 25 points. I efteråret 1865 er stort set alle lærerne utilfredse med hans manglende flid.
Det lille digt "Fjern" fra 1865, er det ældste af de digte, der er optaget i "Digte og Udkast", som udkom efter hans død. Dette digt og seks andre digte er sat i musik af den danske komponist Alfred Toft (1865-1931).

Fjern
Nu aabner hun vist sit Vindve,
Nu Natten mørk falder paa,
Og Maanen straaler fra Himlen
Med alle de Stjerner smaa.

Dem sender hun milde Blikke,
De blinke til mig igjen,
Saadan gjennem Rummet vide
Faar Hilsen jeg fra min Ven.

En Regn af Straaler nedsender
Sølvmaanen fra Himmelbo
Og danner henover Havet
Af dem en funklende Bro.

Nu ganger hun ud paa Broen –
I Tanken, og jeg som hun,
Snart ville vi mødes derude –
I Tanken, ak! er det kun.

Hun kommer – med Ild i Øje,
Med Smil om sin Purpurmund,
Dens glødende Buer kysse
Jeg skal om en føje Stund.

Jeg aner den milde Aande,
Jeg venter det søde Kys,
Jeg strækker min Arm at favne,
Hvad jeg kun skuede nys. –

Ak, Armen favner kun luften,
Og Kysset som Suk mig flyr,
Natvinden isner min Pande,
Mens Maanen svinder bag Sky´r.

Tegning af J. P. Jacobsen

J. P. Jacobsen er her som
18-årig tegnet i Thisted i
1865 af landskabsmaleren
Viggo Wørmer.

Det var ved denne tid, at
Jacobsen under store
anstrengelser - på grund
af de mange distraherende
interesser - stred sig frem
mod studentereksamen
på kursus i København.

Det kgl. Bibliotek.

I juni-juli 1866 gik JPJ og hans fire kammerater op til eksamen. Af dette lille hold opnåede kun Erik Skram at blive student denne gang, de andre havde for specielle interesser til at kunne præstere en eksamen i flere fag.
Hans moder giver de gamle bekendte fra Thisted, især Anna Michelsens moder, skylden for at han dumper, ved at de har lokket ham bort fra studierne. Men det kan også skyldes at JPJ er kommet ind i en krisetilstand, der varer
et par år og som kulminerer i 1867. Han kan ikke tage sig sammen og splittes af andre interesser end studiet. Nye drømme kommer til, ikke kun drømme om at blive en kendt videnskabsmand eller digter, men drømme om elskov
og sanselighed.
  Han fik kun med meget besvær lov til at gå om af faren, der altid holdt ham stramt og nu satte de sparsomme
månedspenge yderligere ned. I sommeren 1867 blev JPJ så endelig student, en umådelig befrielse var det. Det var
ikke nogen overvældende eksamen, han opnåede kun 3. karakter.
  Lang og ranglet, med en foroverbøjet, trippende gang, kejtet og usikker i sin optræden, og vanvittig forlegen. En
elskværdig, stille, lidt sær fyr anså hans kursuskammerater ham for. At der boede noget ualmindeligt i ham, var der
ingen, der anede. De havde det indtryk at han gik på egen hånd i alt. I København kendte han næsten ingen.
Han havde hverken trang eller evne til at gøre sig gældende i det selskabelige. Bedst havde han det i fordringsløse kammeratlige lag eller ene i mylderet på strøget, hvor han holdt af at spadsere og se på mennesker, eller i studenter-
foreningen, hvor han efter sin eksamen spiser middag.
  Ensomheden er han ikke ked af og han tilegner sig uafhængighedens ydre goder: brug af tiden, læser i sengen til
langt ud på natten, så han har ikke altid været lige oplagt til timerne. Værelset på 2. sal i pensionatet i Studiestræde
18, med det sparsomme og fantasiløse udstyr, bliver det sted, hvor hans jeg, hans inderste væsen helt kan gøre sig
gældende.
  Da han i 1868 var blevet cand. phil. (bestået filosofikum hos Rasmus Nielsen) var han fast besluttet på, at han ville
tage magisterkonferens i naturhistorie med botanik som hovedfag. Han læser derfor en del naturhistoriske værker.
Han opnåede dog ikke at komme til eksamen.
Han dyrkede botanikken med en sjælden energi. Hele dage og nætter med kunne han tilbringe i skove og moser.
For at spare på sko og strømper vadede han rundt på bare fødder. Da han i botanikken fandt sit speciale, algerne,
kunne man også finde ham i færd med at fiske alger. Snart var hele den nordsjællandske planteverden ham lige så
kendt som Thistedegnens.
  Han skulle nu vælge livsgerning. Om helten i en ufuldført fortælling fra samme år skrev han, at der var "Tvist i hans
Sjæl, om han skulde gribe Lyren eller Mikroskopet". Siden sine drengeår har interesserne skiftet mellem botanik og
litteratur, og det fortsatte indtil sygdommen tvang ham til at samle alle sine kræfter om digtningen.
  Da han som tyveårig indskrev sig ved Universitetet, havde han været gennem en krise. På dens erfaringer bygger
og om dem kredser det meste af hans digtning. Han havde opdaget, at han var bytte for farlige erotiske drømme,
der bragte ham en vellyst- og angerblandet selvtilfredsstillelse.

Krisen
Krisen får man kendskab til i de digte JPJ senere samler i fortællingen om Hervert Sperring. I digtet "Gud, frels mig dog" fra krisetidens slutning fornemmer man tydeligt konflikten.
Det fortæller om en fantast, der ængstes så meget for drømmene, at han beder Gud om hjælp. En utrykt variant af sidste strofe røber hans angst:

                  O frels mig dog af Drømmens Arm
                  Vis mig en kvinde
                  Vis mig, Send mig en dejlig Mø

Hans drømme er erotiske og gør ham så bange, at han beder om hjælp til at komme ud af sine seksuelle drømme. En kvinde fra virkeligheden skal frelse ham ud af drømmene.
Som ung mand oplever han sin vågnende kønsmodning som et stærkt erotisk drømmerliv og han bliver så bange, at han beder Gud om hjælp. Fantasteri, eros og Guds eksistens eller ikke eksistens bliver de vigtigste, for så vidt de eneste motiver han fremover skriver om.
Det centrale i hans krise er helt tydeligt det erotiske, og ikke det religiøse, da han i sin barndom og første ungdom ikke er blevet påvirket af et kristeligt syn, som han behøver at reagere imod. Hans drømme tager overhånd og giver ham væmmelse og stærk skyldsfølelse.
Man skal her huske på, hvordan man på den tid så på spørgsmålet kønslig selvtilfredsstillelse. I lægebøger, der blev udgivet i JPJs ungdom, kunne man læse forfærdelige beskrivelser af de mange sygdomme mennesket kunne påføre sig og senere kom så sindssygen til, efterfulgt af den tidlige død. For at bruge JPJs eget udtryk: mennesket bringes vanvidsgrænsen nær.
Da man ikke kunne betro sig til nogen, og ingen måtte kende til den frygtelige last, havde man kun Gud at bede til,
indtil man opdager at Gud ikke opfylder bønnen. Derfor er JPJs religiøse overvejelser og digtning for det meste
forbundet med de overhørte bønner. Hertil kommer særlige forhold, som har forstærket både den erotiske og den
religiøse krise for JPJ. De anlæg, der bliver dominerende for hans indre liv og hans digtning røber han ubevidst
første gang i maj måned 1865, da han 17 år gammel skriver en dansk stil om munkevæsenet, hvor han bl.a. skriver, at når munkene piskede sig til blods, var det ikke altid for angers skyld, de kunde også have legemlig tilfredsstillelse deraf.
At han har følt lyst ved selvfornedrelse, kan man finde mange beviser for i hans forfatterskab. JPJs egen tilståelse finder vi i strofen:

               Jeg drømte saa mange smigrende Drømme
               Om Mægtiges Fald for min Fod
               Men højst mig staar i de brogede Strømme
               Dem hvori selv i Støv jeg stod

  JPJ var algolagniker, han føler vellyst ved at være nådesløst givet i en andens foragtfyldte magt. Hans erotiske
drømme var algolagniske. Novellen "Et Skud i Taagen" er komponeret over et algolagnisk motiv. I "Mogens" er et
helt afsnit, hans afsked med Laura, en gennemført algolagnisk situation. JPJ røber hermed sin egen måde at opleve
de erotiske motiver på. Det er ord som "krybende", "støv", "hund", "træde ned", "usling" og "pines" han bruger igen og igen. Han har svært ved at komme ud af fantasterierne, fordi hans erotiske anlæg gør det vanskeligt for ham at
virkeliggøre sine ønsker. Da hans drømme har været grov sanselighed, har de plaget ham meget. En algolagnikers
lystfølelse er ofte ikke betinget af, at underkastelsen ender i et kønsligt forhold. Han er bange for, at livet skal narre
ham. Han er bange for aldrig at skulle få erfaring i livets erotiske virkelighed. Algolagnikerens tragedie er, at han
lukkes ude fra et normalt erotisk forhold, fordi drømmene fængsler ham stærkere end virkeligheden. Man skal
huske på, at for en algolagniker er krisen dobbelttydig. I krænkelser kan der være en vellyst, og i poetiske smerte-
skildringer behøver der ikke at være tilståelser om en virkelig krisetilstand. Han har både været bange for at blive sindssyg og bange for, at hans monomani, hans evige kredsen om det samme, skulle ende i en katastrofe.
  Blandt JPJs papirer med Hervert Sperring digtene kan man finde en tegning af en nøgen kvinde, der er lænket på
hænder og fødder.

Digtning og modning
  Skal han nu dyrke digtningen eller naturvidenskaben? Han er i tvivl om sit kald, da han gerne ville forsone sine to hovedinteresser. I dagbogen fra den 15. januar 1867 kan man læse følgende: "Der gives Øjeblikke i mit Liv, hvori
jeg troer, at Studiet af Naturen er mit Livs Kald; men til andre Tider er det, som om Poesien var det, der skulde
være min Idræt, (…)".
  Tiden mellem studentereksamen og den lille filosofikumeksamen et år efter brugte han mere på digtning og læsning af skønlitteratur end på studiet. Studenterforeningen kom han meget i fra 1868 og 1869. Foreningen var dengang en kreds for temmelig barnagtige vittighedsmagere. Det kan undre, at JPJ kunne holde ud at være der. Smagen mellem de toneangivende studenter svarer ganske nøje til hans fuksevid i Thisted, og det er det han søger at fortsætte. Han søger allerede efter få måneder at være med i legen med en komedie. Til en fest i november måned 1869 har han
bidraget med en vise "En Historie med Smaat", der i stil og tone udtrykker medlemmernes humoristiske sans. Der
fremkommer flere prosaskitser, der minder meget om tidens studenterprosa.
  I december måned 1867 læser han "Phantastiske Fortællinger" af Edgar Allan Poe, hvilket kan spores i de første
arabeskdigte og i interessen for det patologiske, som han føler sig draget mod, på grund af spekulationer over sig selv.
I foreningen lærer JPJ forskellige personer at kende, hvoraf nogle er sjæleligt uligevægtige og af den grund kan blive "farlig" for ham. Det er i denne periode, at Vilhelm Møller og brødrene Brandes får ham trukket ud af kredsen. Det var et held for Jacobsen, at han grublede så meget over sig selv, og forstod, at han ikke måtte gå i hundene sammen med andre, selvom de stod ham nær. Vilhelm Møller trak ham over til sit tidsskrift og aktiviserede ham om de nye
naturvidenskabelige tanker i livsanskuelsesdebatten.
At han trængte til at blive aktiviseret ses af hans botanikstudier. Sommeren 1868 er han på Bornholm, men bruger
mere tid på notater til poetisk brug og skriver udkast til noveller. Rejsen til Læsø og Anholt to år senere forløber på samme måde.
  I 1870 kommer den første afhandling i Vilhelm Møllers tidsskrift. Det er også i 1870, at universitetet viser ham
den tillid at udskrive en prisafhandling beregnet for ham, der er eneste specialist i emnet. Det fører alt sammen til en
energisk indsats i studiet. Og samtidig modnes digteren.
Således gik de første studenterår med drømme, halvbegyndte udkast, planer og vennesamtaler i studenterhybler og i foreningen. Hans økonomi var elendig, pengene hjemmefra kom uregelmæssigt. Han levede letsindigt og lånte hele tiden penge. Kreditorer sender regninger til faderen i Thisted. Økonomien blev alle dage hans største problem. Han bruger for mange penge. Udeliv, lækre fiskeretter, gode cigarer og ungarske vine er ikke for studenter uden formue.
Udsættelser af betaling, af pligtarbejde, af session, af brevskrivning, af manuskriptaflevering, af korrekturlæsning, er de evigt gentagne tegn på hans evne til at løbe på afveje.
  Når man fra sommeren 1869 kan spore en lykkefyldt tilfredshed hos JPJ, kan man med rette gå ud fra, at den
skyldes indre årsager; hans ydre forhold berettiger ikke til det.
Han første drøm om endelig at blive en anerkendt digter brast i 1868, da "Hervert Sperring" hårdnakket blev afvist af forlagene. Det ramte hårdt, for i oktober 1868 havde han i drømmen om bekræftelsen af håbet forud skrevet et
dedikationsdigt til moderen beregnet på at skulle indføres i den første bog med sønnens trykte navn på omslaget.
Det samme sker i 1869 da Georg Brandes "kasserer" hans digte og betegner dem som blot nogle "ranglede" vers.
Dog var det i de ranglede digte som "Arabesk", at der for første gang lød helt nye toner i dansk poesi. Bitterheden
kommer til udtryk i det første betydelige digt "Monomani" dateret den 2. Januar 1869. I april måned 1870 skriver
han flere betydelige digte: "Frostsne", "Der aabnes en Dør", "Nætter og Dage", "I Seraillets Have".
  Midt i november måned 1870 søger JPJ oplysninger om den engelske digter A. C. Swinburne, som i "Atalanta in
Calydon" forklarer universets smertefyldte liv algolagnisk. I JPJs digt "Saa er da nu Jorden en Kobbertyr" genfinder
vi den samme idé. Digtet "Faustina" kan muligvis være inspireret af Swinburne. Algolagnikerens drømmekvinde kan vi finde i Swinburne´s "Our Lady og the Pain".